Hverdags tanker

Har det at være en god mor en bestemt alder?

Jeg læste tidligere på ugen Cana’s indlæg “Er unge mødre så dårligere mødre?” og blev ramt af en tydelig genkendelighed, fra da jeg selv blev mor som 24 årig. Jeg havde også en eller anden ide om, at jeg skulle leve op til et eller andet, for at blive anerkendt som en god mor, pga. min alder – og hvorfor, er jeg faktisk ikke klar over. Jeg kan ikke definere hvorfor og hvornår den tanke er opstået på vejen mod morrollen – måske en god blanding af tv programmet, de unge mødre og fordi jeg var den første i min vennegruppe der tog skridtet mod familieforøgelse, måske? I hvert fald, uanset hvorfor den tanke havde forplantet sig i mit hoved, så kan jeg tydeligt nikke genkendende til den følelse af, at skulle gøre en indsats for at være en god mor, i stedet for bare at være mor og følge mine instinkter.

Jeg husker så tydeligt en situation, hvor jeg stod i metroen, med en skrigende Luca på 2 mdr., som lige havde sovet, var vågnet og gerne ville have babs, NU ! – lige to stop før, at vi skulle af, på Amagerbro st., hvilket på det tidspunkt, føltes som en længere tur til Jylland fra Kongens Nytorv, for os begge to. Hold fast hvor han skreg. Og jeg prøvede. Jeg brugte alle de remedier, en førstegangs mor har proppet tasken med – uden nytte. Sutten røg på gulvet og væk, da jeg tog ham op for at vugge ham, mens jeg nynnede. Han måtte så hjertens gerne få den babs, vi skulle bare lige ud fra det her menneskehelved i metroen og nå en bænk, der stod stille (2 min. skat, bare lige giv mor 2 min. !). Men han forstod ikke min halvkvalte nynnen som noget positivt – så han kommunikerede med mig, på den eneste måde han havde lært og det var at skrige OG DET GJORDE HAN – til UG.
Alle kiggede, ALLE – det føltes i hvert fald sådan og jeg svedte, hold nu fast hvor jeg svedte. Januar måned, en pakket metro, vinterjakke og en baby der bare skreg for fulde lungers kraft. Mit hoved var helt opkogt og jeg kiggede op på de røde bogstaver på tavlen i loftet milliarder af gange – Amagerbro, KOM NU.
Og så var det, at jeg fik øje på de her to ældre damer der sad overfor mig og kiggede, mens de hviskede til hinanden. Ikke noget medlidenhedssmil over min sitatuion, bare det der blik. Blikket, som straks fik mig til at tænke, at de synes jeg var for ung til det her med at være mor. Blikket, som fik mig til at tro, at de tænkte, at de i hvert fald kunne have klaret den her situation bedre end mig. Blikket, som i mit rødkogte hoved, sagtens kunne være tolket forkert, men som blev tolket på den eneste måde, som jeg overhovedet magtede lige dér.
Og deres blik, gjorde hverken skrigerriet eller mine sveddråber, på panden, mindre.

Endelig kom vi ud (LUUUFT) og en sød pige, kom løbende efter mig, med den løssluppet sut. Elevator, en bænk inde i Amager Centret og connection og så ….. ro. Jeg hørte hverken indkøbsvogne, eller andre børns gråd, eller snak – kun ro. Og store, tilfredse og våde øjne der kiggede op på mig, mens der blev suttet på livet løs.
Efter flere nætter uden ordenlig søvn, pressede tårerne sig også på hos mig, over hele situationen og specielt over de blikke, fra de to ældre damer, som havde siddet der og kigget forundret på mig. Set i bakspejlet, snakkede de måske om noget helt andet – og det gjorde de sikkert. Men de vækkede trods alt følelsen i mig, om at jeg ikke gjorde min morrolle godt nok, fordi jeg var ung. Og det var ikke deres skyld – det er den der udefinerbar tankes skyld, som jeg ikke ved hvor er opstået. Men som sad fast i mit hoved med stemmen om, at man skal leve op til meget mere, for at være en god mor, hvis man er ung. For hvor skulle jeg vide fra, hvad de to damer tænkte eller sagde? Jeg er hverken tanke- eller mundaflæser. Måske synes de bare at min Emmaljunga banevogn var usædvanlig grim og derfor fik den lige en kommentar med på vejen.

Og hvis man skal tro på den artikel, som Cana også henviser til, så ville en ældre kvinde, have været meget mere stresstolerant, end jeg var i den situation, åbenbart – fordi man bliver mere rummelig med årene. Fair nok – men ligefrem at kalde en ung mor, som jeg forholds vis var, for dårligere, fordi jeg skulle være mindre rummelig og stresstolerant, det er bare fjollet og uretfærdigt.

Jeg forestiller mig en skala, som er delt op efter alder og ud fra det bliver det så udregnet hvor god en mor du er – det lyder altså dumt :), undskyld.

Luca er nu 3 år gammel og et eller andet sted på vejen hertil, har jeg droppet ideen om, at jeg skulle være dårligere end andre og ældre mødre – men i sin tid, da jeg var 24 år, nybagt mor og skrækslagende for at træde ved siden af, havde sådan en artikel ikke hjulpet på mit selvværd. Derfor en stor tak til Cana, for at pointere, at det er for fjollet at definere nogle som dårlige, når vi nu alle sammen bare gerne vil vores vidunder det bedste. Og med hver vores forskellighed, så præger vi vores børn, og opdrager dem til, ikke at synes, at der er nogle der er hverken er dumme eller dårlige – vi er bare forskellige og fantastiske på hver vores facon. Vi laver alle sammen fejl undervejs – UANSET ALDER.

x Camilla

super-mom-vector

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hverdags tanker