Gravid part 6 – step by step

Det er ved at være et par uger siden, jeg sidst har lavet en update på hele graviditetens forløb. I sidste indlæg, var vi ved det første jordemoderbesøg – denne gang handler det om én af de vigtigste milepæle i en graviditet, der efter min mening skulle “overståes”, nemlig MD-scanningen.

På en måde, så glæder man sig til, at komme ind og se sit lille pus på skærmen – især fordi man på dette tidspunkt mærker hende dagligt. Men på den anden side er det også noget der skal overståes og man vil helst bare gerne derfra med et klart svar: ALT er helt som det skal være.
Vi mødte op på Rigshospitalet, i god tid, da det er lidt besværligt med parkering – og sad så og ventede… længe faktisk. De havde travlt og var bagud – men det kan jeg ikke få ondt bagi over, for der skal selvfølgelig bruges den nødvendige tid.

Men endelig blev det vores tur. En ældre dame, ikke med meget begejstring at sporer i ansigtet, tog i mod os og ledte os ind i det nærmeste rum. Jeg skilte på midten og lagde mig op på briksen – hvorefter hun spurgte om vi kendte kønnet på barnet. Det gjorde vi jo, men ud fra hendes modtag på svaret, fornemmede jeg, at hun tit havde oplevet, at det var noget andet der dukkede op på skærmen, end hvad folk forventede. På med gel og så startede vi. Der var hun.. eller den, som damen sagde, der oppe på skærmen. Vi ventede spændt. Der gik ikke længe, før hun bekræftede sin enighed, det var, som vi vidste, en lille pige. Hun var ikke meget til smalltalk, altså damen der scannede os, så vi sad/lå bare stille med hinanden i hånden og fornemmede hurtigt, at hun var enormt grundig – hvilket man jo kun var dejligt. Hun drejede og målte og nikkede i ny og næ. Ben, hjerte, hænder, nyrer, blærer, hjerte igen, næse og så hovedet….. og her var det, mit hjerte begyndte at slå ekstra hurtigt og jeg blev svedig i hænderne. Hun tog et billede og et mere og et mere og et mere – og sådan stod det på længe. Så længe, at jeg begyndte at knuge Henriks hånd og mærke vandet stige i mine øjne. Sikkert helt uden grund – men jeg er meget følsom i sådan en situation og damen var samtidig meget stille, mere stille, hvilket næsten ikke var muligt. Hun nikkede heller ikke mere. Hun ville gerne at jeg vendte mig om på siden og efter lidt tid gjorde hun tegn til at stoppe, tørrede min mave og begyndte at printe billeder. Stadigvæk uden at sige det store – og da uvidenhed aldrig har været min bedste ven, spurgte jeg selvfølgelig ind til de mange billeder af min babys hoved. Undvigende svarede hun, at hun lige skulle ud og taste tallene ind og så ville hun komme tilbage. Det tog lang tid, følte vi. Endelig kom hun tilbage med beskeden: “Det så fint ud – men hendes hoved er lidt udenfor tallene, så i må meget gerne komme igen på mandag, til en ekstra scanning” – så gav hun os hånden og var ude af døren.

Da vi kom ned i bilen startede alle spørgsmålene, som ingen af os kunne svare på. Henrik ringede efter et par timer, til Riget, for lige at høre hvad denne besked kunne betyde – men mødte igen bare undvigende svar, i stedet for en savnet pædagogisk omfavnelse af vores usikkerhed. Vi ville gerne involveres i hvad der skulle ske og hvad det kunne betyde. Tanken om, at skulle vente 6 dage på svar, var ulideligt.

Dagen efter fik jeg migræne.

Søndag modtog jeg en påmindelse om vores tid, som vi ellers absolut ikke havde glemt, tirsdag (!!!) ikke mandag, som vi først havde fået at vide. To urolige nætter mere og så kom dagen – endelig.
Denne gang, blev vi på Riget, taget i mod af et smilende ansigt, der bad os sætte os ned og indviede os i, at vi kun var der, fordi de gik med livrem og seler og at vi ikke skulle være bekymret (den meddelelse kunne vi godt have haft brugt 6 dage forinden). Jeg skilte igen på midten og lagde mig klar og så blev vores lille pige scannet igen, fra top til tå, og denne gang viste tallene ikke noget særpræget. Hun var helt som hun skulle være – og endelig fik vi et svar vi kunne forstå og acceptere. ALT var helt som det skulle være.

Lettet og glade tog vi hjem og jeg forkælte mig selv og baby med shopping af pigetøj på nettet 🙂 – for nu var jeg igen ikke i tvivl om, at hun virkelig kommer og omfavner vores liv til august. Og jeg, VI, alle 3, glæder os SÅ meget til at møde hende.

På nuværende tidspunkt er jeg i uge 27 og jeg har det dejligt. Nogle dage er jeg mere træt end normalt, men ikke noget en lang nattesøvn ikke kan klare. I dag er en af de dage – så godnat 🙂
Xx Camilla