Frygt kommer sammen med kæmpe kærlighed

Jeg har aldrig rigtig været bange for noget, udover selvfølgelig det gængse som, mørke kældre, lofter og store edderkopper. Men jeg har aldrig været sådan frygt-helt-ind-til-benet bange. Selvfølgelig har jeg som barn, da man blev præsenteret for døden og begyndte at forstå hvad den indebar, været bange for at miste min mor og far, min dengang ubetinget tryghed. Men jeg har aldrig mærket den frygt før, som kommer sammen med at blive mor. Jeg har været ung og udødelig og aldrig sådan rigtigt skænket min egen død en tanke, før jeg blev ældre og specielt før jeg blev mor. Luca kom til verden og præsenterede mig for en kæmpe kærlighed, der kun er vokset siden og som ikke kan beskrives – men han tog også en følelse af frygt med sig, og lagde den på mine skuldre og satte den i min mave. Og det skal ikke misforstås – jeg ville aldrig have været det foruden og jeg vil ikke dyrke det mørke, men hvorfor er det, at vi så sjælden sætter ord på frygten? Kunne det måske ikke nogen gange være godt, at få ud og tale om det, i stedet for, at vi altid bare lader det ligge i maven og dulme – indtil vi en dag måske faktisk skal se frygten i øjnene? – for det kan jo desværre forekomme.

Tit er det lidt kompliceret at snakke om og i det hele taget bringe på banen og det bliver ofte hurtigt viftet af vejen igen med: “sådan må du ikke tænke”. Og nej, jeg ved sgu godt det er en forfærdelig tanke og et svært emne, men den bringer en følelse frem i os alle – som vi bare aldrig rigtig sætter ord på. Vi fortæller os selv, at vi ikke må leve under frygten og tynge os selv med at være bange. Bange for terror, bange for sygdom, bange for at miste vores højest elskede – fordi så vinder det onde. Man skal sætte pris på livet og leve hver dag, som var det den sidste – men hvem prøver vi seriøs at narre med den sætning?
Når jeg kigger på Luca om aftenen, når han ligger der i sin seng og sover tungt og uvidende, bliver jeg ramt af den der følelse af ubetinget kærlighed, følelsen af den største stolthed over, at jeg har skabt noget så smukt og dejligt. Men nogen gange kan jeg også mærke en snært af frygt og stikken i maven over hvilken verden vi lever i, og at vi aldrig har nogen garanti, for noget som helst. Det er en del af livet – charmen ved livet om man vil – men også noget der kan være svært at håndtere, når man føler man aldrig ville kunne leve sit liv, uden ens dyrebareste, nemlig ham der ligger lige der.

Og nej, jeg går ikke og er bange hele tiden og lader mit liv styrer af min frygt for at miste – men jeg synes også det er forkert, ikke at sætte ord på den, når den i ny og næ rammer.
Jeg oplevede en episode i bussen, for nogle måneder siden, på vej hjem fra arbejde, hvor jeg var utrolig pinlig over mig selv bagefter. Jeg oplevede en mand i bussen, som i min optik sad og opførte sig underligt. Han sad uroligt, svedte og gentog den samme sætning igen og igen, mens hans hænder var yderst urolige. Jeg var alene og mærkede med det samme, at min mave begyndte at snører sig sammen og tankerne begyndte at løbe løbsk. Næste stop stod jeg af. Jeg ringede til Henrik, grædende, mest pga. min egen reaktion og tanken om hvad jeg havde tænkt, om en sikkert utrolig flink mand, der måske bare var på vej til en jobsamtale, havde en syg mor eller en anden god forklaring på, hvorfor han sad uroligt og nervøst. Men jeg ved godt hvor og hvorfor den frygt er opstået. Den er kommet i forbindelse med at terror bliver mere og mere udbredt i hele verden og jeg har altid hårdnakket sagt, at det vil jeg i hvert fald ikke lade mig styrer af. Lige indtil jeg alligevel gjorde det, i bussen, på vej hjem fra arbejde. Og jeg ved, at der er nogle der vil grine af mig og synes jeg er vanvittig, men jeg tror på, at der er andre end mig, der måske vil nikke genkendende til det. Uanset hvad, kunne jeg i hvert fald ikke styrer frygten her og jeg var undskyldende og pinlig over mig selv efterfølgende – men hvorfor egentlig? Det er ikke noget jeg nævner for nogle, udover Henrik og mine forældre – for igen opstår frygten lidt som et tabu. Men var det måske ikke bedre at sige det højt? Kunne det måske ikke hjælpe med at fjerne frygten til en anden gang, hvis jeg ikke punkede mig selv med, at jeg var vanvittig og dybt fjollet?

Hvis verden havde set ud, som den gør i dag, men for 10 år siden – er jeg ikke sikker på, at jeg havde reageret på samme måde, som den dag i bussen. For følelsen af, at jeg skulle passe på mig selv og frygten for at mit barn skulle leve uden mig, eksisterede ikke i mig dengang. Jeg siger ikke, at man ikke kan mærke frygt og ikke være bange, når man ikke har børn – jeg taler bare ud fra egen erfaring og ud fra hvordan jeg selv har oplevet, at følelserne er vokset i mig, sammen med den føromtalte kæmpe kærlighed, til min dreng og også min kommende datter.

Jeg føler mig ikke paranoid – men som et mennesker med følelser der nogen gange kan være svære at styrer, det tænker jeg ikke, at jeg er ene om 🙂 (?). Måske hvis vi talte med hinanden om det og ikke altid tænkte at vores tanker var dybt fjollede – det så kunne betyde, at det ville være nemmere at håndtere, når knuden i maven nogen gange rammer, pga. en dum og frygtet tanke eller forestilling.

Man bliver lidt skør af at få børn – skør af kærlighed 🙂

Xx Camilla