Gravid part 2 – step by step | Graviditet

Tanken om at være gravid, begynder så småt at have sunket sig så langt ind, at jeg nu ikke kan forestille mig andet. Jeg er på nuværende tidspunkt i uge 5. Jeg er ikke længere det mindste usikker på, at jeg er gravid, generne er startet og lykken er kæmpe stor – og så er der rigtig lang tid til, at vi skal til nakkefoldsscanning.

Jeg er i forvejen ikke særlig god til lange ventetider og utålmodigheden kribler forfærdelig meget i mig. For jeg er typen der ikke tør håbe på det allerbedste – jeg belemre mig selv, med dumme tanker, mest fordi så tror jeg at skuffelsen vil være mindre og nemmere at kapere, hvis nu nakkefoldsscanningen ikke går som håbet. Men det er dumt og én stor fed løgner-indbildning, for uanset hvad, så ville jeg blive dybt ulykkelig og mega skuffet – så hvorfor ikke bare prøve at være positiv.

Nå, men i hvert fald – så skal Luca ikke vide noget, før efter første scanning. Den lille mand undre sig derfor, tydeligvis over, hvorfor hans mor ligger så meget i sengen. Der er en tydelig ændring i hans hverdag og den bearbejder han med, at prøve ekstra mange grænser af, i den her tid – specielt overfor Henrik. Sådan er børn jo – han forstår ikke hvorfor der pludselig kun er mest opmærksomhed fra én person, i stedet for to, som normalt og den undren kan man jo ikke rigtig bebrejde ham for. Det gør også ondt i mor-hjertet og det trykker på den dårlige samvittighed – overskuddet er minimalt, men alt hvad der er, går til Luca. Det betyder lidt ekstra mere film, hygge, kys og kram og så skal vi nok alle sammen komme igennem det her, på bedste vis – og nu, når jeg ser tilbage, så klarede vi den jo, men indrømmer gerne, at det var en kæmpe befrielse af slippe for generne og komme tilbage til at kunne være den mor jeg allerhelst vil og kan lide.

Ventetiden på nakkefoldsscanning blev længere, da jeg siden første graviditet, havde glemt at man selv skulle bestille en tid til nakkefold og vi fik derfor først en tid på Hvidovre i uge 14, suk. Ikke suk over Hvidovre, for det er ønske stedet, men over at skulle vente en hel uge, faktisk halvanden, længere end reelt nødvendigt. Jeg prøvede at være en utålmodig gravid og ringe og få en tid før, men det var selvfølgelig helt umuligt.

Nå, men endelig kom dagen hvor vi skulle til nakkefoldsscanning. Her hørte vi lyden af det lille hjerte, på det her tidspunkt vidste vi jo ikke at det var en lille pige, så den, var så fin. Tallene var skyhøje og der var ingen grund til bekymring. Så faldt det første lille stykke af stenen fra hjertet og vi kunne tage hjem, glade og fortælle Luca den gode nyhed. Han bliver virkelig, uden tvivl, den bedste storebror – det er jeg helt 100 på.