Night Terror // En ubehagelig skabning

Av min arm, det er noget af en størrelse, sådan at rumme et Night Terror anfald og så to gange på en aften/nat. Og eftersom at Luca ikke aner hvad der foregår, er jeg tilbøjelig til at sige stakkels forældre, når sådan en omgang står på.
Aldrig har jeg oplevet min lille dreng så vred, så hidsig, forvirret og helt uden for rækkevide.

Det startede i går aftes, halvanden time efter sengetid, at han vågnede, i et skrig. Det er ikke første gang, så jeg kom ham til undsætning, som enten Henrik eller jeg plejer og lagde mig ved hans side og tyssede beroligende, lagde en hånd på hans bryst og trøstede ham, helt som vi plejer. Men tak skæbne, det skulle jeg ikke have gjort. Normalt efter en dårlig drøm, er det kun kys og kram der hjælper på vejen tilbage i søvnen, men denne gang fløj han fuldstændig ud i en flitsbue, skreg og brølede som om jeg havde taget en tur i Tivoli og slik fra ham en fredag aften. Ingen nærkontakt overhovedet, var ønsket. Godt nok har jeg skabt en hidsig lille herre, men ingenting kan måle sig med det her. Aldrig har jeg hørt ham brøle på den måde før. Jeg havde hurtig en fornemmelse af, at han slet ikke var til stede, så jeg tog ham op og prøvede at vække ham, hvilket jeg efterfølgende har fundet ud af, nok ikke er den bedste løsning – erfaring modtaget. Med et grædende og råbende barn i nærheden er første reaktion fra et moderhjerte, at kramme og trøste, men efter flere afvisninger, prøvede jeg at synge, nynne, tysse, snakke, vugge og hvad der ellers er af mulighed, men det hele hjalp lige lidt. Jeg åbnede et vindue, for at give ham lidt luft, for efter 10 min. i den brølende-tilstand, var han helt opkogt. Det mest frustrerende af alt var, at han jo normalt har et sprog og at vi plejer at kunne kommunikere med ham i børnehøjde: “er du tørstig – skal du tisse – har du ondt” osv., men han kommunikerede overhovedet ikke. Kun ordet “nej” blev brølet ud, på en måde hvor man virkelig kunne mærke at han mente det. Sådan med et lille tilløb i ryggen forover, for at få ekstra tryk på brølet og så helt op i vores hoveder “NEEEEJ!”. Tak jesus mand (?!#@/&!) slap lige helt off lille mand.

Den lille dreng jeg sad med der i perioder, hvor han lige dyssede lidt ned på et mere normalt og human niveau, lignede overhovedet ikke min søn – eller jo, han så ud som ham, havde min fulde kærlighed som ham, men agerede overhovedet ikke ligesom min lille pus, der normalt får et flip i to min. og så sidder vi efterfølgende roligt og taler om hvorfor han blev så sur.
Ikke her. Hold mokka, det er længe siden jeg har følt mig SÅ magtesløs og ubrugelig – og Henrik ligeså. Endelig, efter at have vandret rundt med ham i hånden, hvileløst i hele lejligheden, faldt han til ro i vores seng – 40 min. tog det, men det føltes som timer.

Halvanden time efter, startede vi så forfra – i 40 min., denne gang var vi lidt mere frusteret end første gang og med en lidt kortere lunte. Men der var intet at gøre, andet end bare og sidde stille i sengen eller i sofaen og lade ham styrer showet. Efter en tur på toilettet, med henholdsvis lyset tændt og lyset slukket, et par gange, fordi han i sin forvirret tilstand ikke anede hvad han egentlig ville og så en tår vand, så faldt han om i søvnen igen og forblev der, indtil vi vækkede ham her til morgen. Helt uvidende om, hvad der var sket i går. Kiggede bare underligt på os, da vi spurgte om han kunne huske, at han havde været sur i nat.

Jeg har siden da, tonset igennem diverse sidder på nettet, for at læse om det her, såkaldte Night Terror og trøstet mig selv med, at vi ikke er de eneste der har stået i sådan en situation og følt sig ubrugelig. Nogle har sågar beskrevet det, som om deres børn bliver besat af en dæmon, så vi er altså ikke de eneste der synes, at det er slemt, mens det står på. Hold vimmer en omgang. Jeg er blevet klogere i den forstand, at det åbenbart er meget typisk for børn, specielt drenge, hyppigst mellem 2 og 5 år og at det forekommer 30 til 90 min. efter de er blevet lagt i seng. I det tidsrum går man åbenbart fra den ene søvnfase til den anden, altså ind i den dybe søvn og det er så her, at den natteangst kan opstå hos de små. Det skyldes et ufærdig udviklet og umodent nervesystemt, som ikke helt ved hvornår det skal tænde eller slukke for diverse systemet. Det resultere i, at nogle sanseindtryk og muskelaktiveringssystemer får lov til at slippe igennem den dybe søvn, uden barnet er vågen og klar over hvad der foregår. Og de vil ikke kunne huske episoden dagen derpå.

Hvis det skulle ske igen, har jeg taget det råd med mig, ikke at prøve at vække ham. Vi skal egentlig helst bare lade ham ligge og lade ham råbe og skrige, græde og vride sig, selvom det virker så unaturligt, men bare bevare roen mest muligt og tale trøstende til ham. Ikke for meget nærkontakt, kun i en grad, så han kan mærke at vi er der. Så vil det eftersigende eller hyppigst efter 10-20 min. enten resultere i at han af sig selv falder til ro og overgiver sig til søvnen eller selv vågner op, lidt forvirret, men som vores lille dreng, vi kan kommunikere med og trøste.

Nogle oplever det en gang, andre mange gange, nogle i perioder og andre over en lang årrække. Jeg håber på det første, men hvis det skulle ske, så er vi bedre forberedt og informeret nu, takket være internettet.

xx Camilla